Hos en afdød ven fandt jeg i hans efterladte samlinger nogle fotos af en tunnelbanevogn fra Stockholm, sikkert en C4, stående på en gårdsplads nogetsteds i København (formoder jeg- husene i baggrunden ser danske ud). Ved siden af står en københavnsk ledvogn. Begge vogne står tilsyneladende på en kort stump spor lagt oven på gårdspladsens asfalt, og der er ikke andre spor at se på billedet. Der ses ingen personer på billederne, men det skyldes nok, at min afdøde ven foretrak billeder af sporvogne, og tog uden folk.
Jeg tror, at billederne er taget omkring 1961-1963. Jeg har desværre ikke tekniske muligheder for at bringe billederne i Forum.

Kan nogen oplyse mig om, hvilken anledning der var til at en C4 sendtes til København, hvor i København vognen var udstillet og hvornår det var.
Det ser mere ud som om der er tale om en baggård bag nogle beboelsesejendomme, men der er lavet trapper op til tunnelbanevognen og til sporvognen, så det virker som om der har været adgang for besøgende. Jeg kan desværre ikke rigtigt læse vognens nummer, men jeg tror, at de to første tal er 24.
Med venlig hilsen
Svend Christensen